Din bedømmelse
Log ind først
BRUSET FRA NATUREN OG SUSET FRA BYEN
For Louise Hjorth og hendes datter er livet i byen en velsignet blanding af rideture over fælleden, eftermiddage i stalden og pulserende shoppeture. Den rolige natur bringer balance i hverdagens mange indtryk og udtryk i København
”Det er fantastisk at bo i byen, når man samtidig kan være så tæt på naturen. Vi rider næsten hver anden dag. Vi er begge meget glade for heste og slapper rigtig meget af i stalden, i skoven og på fælleden, når skole og arbejde er slut. Og snart vil vi kunne afsløre de bedste kirsebærsteder,” siger Louise med et stort smil. At komme ud i naturen er et af de vigtigste midler mod stress for familien Hjorth.
Lykken på Lille Manhattan
En islandsk hest ved navn Ganti lunter ud over Kongelunden. På ryggen sidder 9-årige Petrea og ved siden af cykler hendes mor, Louise Hjorth. På Petreas gamle cykel. De to deles både om hest og om cykel. Selvom det vist mest er Petrea, der sidder i sadlen på hesten. Træernes grene og kviste bliver grønnere og grønnere for hver dag, mens spætter, mejser og andre fugle fløjter i kor og kanon.
De bor på Amager. Louise kom dertil ved et tilfælde og havde dengang modstand på den såkaldte Lorteø. Hendes mand er indfødt.
”Amager er blevet super fedt. Den har udviklet sig meget, siden det var et usselt arbejderkvarter med mørke baggårde. Vi kalder det lille Manhattan eller Ønske-øen. Vi har alt. Storby, vild natur, strand, metro og endda lufthavnen. Jeg tror ikke, jeg kommer herfra igen,” siger Louise. Og selvom der skal en lille overvindelse til, når man skal ”over broen” for at komme helt ind til byen, er Louise ikke i tvivl:
”Vi er en del af København, og det er derfor, vi bor her. Der er lidt provinsby over Amagerbrogade og villakvartererne, men samtidig er skaren af mennesker så broget, som man kun finder det i storbyen. Og så er byens puls i det hele taget meget vigtig for os.
Vi er afhængige af den energi, byen giver. Der sker noget nyt, der er masser af oplevelser og man kan aldrig helt forberede sig på, hvad der vil ske,” siger Louise.
Byen giver sus af virkelighed og frihed
Ifølge Louise har det en stor betydning for hendes datter, at hun vokser op i byen. Hun bliver præsenteret for mange sider af virkeligheden og lærer at se nuanceret på tingene.
”Hun forholder sig dagligt til både skøre mennesker og fattige hænder, der beder om en skilling – og sommetider møder hun banderne. Det er en del af hendes virkelighed, og jeg tror, det giver hende større bevidsthed og modner hende,” mener Louise, der selv er vokset op i Holbæk, og som nu har hele verden som sin arbejdsplads.
Hun fortæller:
”At vokse op i provinsen har for mig betydet, at jeg hele tiden blev set. Folk vidste, hvad jeg lavede, og hvor jeg havde købt mine sko. At bo i byen giver større anonymitet, hvilket jeg sætter højt. Og jeg tror også, det får betydning for min datter. Hun har stor frihed til bare at være sig selv.”
Selvom hesten og rideturene fylder meget i Petreas og Louises liv, er det også de helt almindelige by-ting, som danner rammen for dem:
”Vi elsker at tage på shopping på Strøget sammen. For Petrea er det indbegrebet af et shoppested. Hun ser os gerne læsset til med pakker og poser fra stormagasinerne. Den del af bylivet er også en stor del af hendes børneliv. Da hun var lidt yngre, tog vi også på mange spontane kulturelle ture, for eksempel til Nationalmuseet. Hun var optaget af Solvognen og udstillingerne, som gav hende meget viden. Jeg tror, at når man kan besøge museer en tirsdag eftermiddag og mærker, at alting er tilgængeligt til enhver tid, oplever man, at alting kan lade sig gøre. Det er bare et spørgsmål om at gøre det.”
Nogle gange kommer der lidt for meget fart på hverdagen, og Louise kan pludselig blive bevidst om, at hun ikke aner, hvordan ekspedienten så ud, selv om han lige har solgt hende en pakke tyggegummi. Eller at hun faktisk ikke hilste på kassedamen i Netto.
”Nogle gange er tempoet i byen så højt, at jeg ikke kan kapere mere. Jeg tager skyklapper på og mister nærværet. Og så er det bare af sted ud til stalden, op på ryggen af hesten og ud at skærpe sanserne,” siger Louise, som både elsker stilletiden i skoven, drageflyvning på stranden og de vilde shoppeture på strøg og i centre, oftest sammen med sin datter.
Louise Hjorth ejer og designer i H.J.O.R.T.H Copenhagen. Hun er gift med Ulrik og sammen har de Petrea på ni år.
Familien bor i et villakvarter på Amager og tæller desuden hesten Ganti, hunden Tinka og to katte ved navn Hannibal og Viggo.
For cirka et år siden af Nicoline Tardini
Jeg bor selv på Amager og ELSKER det også!
Og Hjort er et af mine ynglings mærker - SÅ fint! Jeg har en masse til min søn :)