Din bedømmelse
Log ind først
Barn, kend din by
Fotograf Sif Meincke og familie sprang ind i det nye år med et fortsæt om, at børnene skulle lære byen bedre at kende. En bytur om måneden til et udvalgt sted i København. For de skulle kende byens særlige steder.
Fra den kant af Vanløse, hvor Damhusengen næsten ligger i baghaven, kan man stikke en radius ud til nabolagets fodboldbaner og svømmehaller, så ved man, hvor Sifs drenges univers er. ”Selvfølgelig havde vi været sammen i Tivoli, i biffen, på Strøget og den slags. Men vi forældre syntes ikke rigtig, at drengene kendte de mere kulturelle steder i byen. Derfor har vi det nytårsforsæt, at de skal lære byen at kende,” smiler Sif.
Familien tager nu på en månedlig tur til et udvalgt sted. Og børn og forældre vælger i fællesskab. Et valg var Rundetårn, hvor Sif løb om kap med drengene hele vejen op ad sneglegangen, og hvor de med pegende fingre gennem tremmerne fandt tårnet i Zoologisk Have, deres eget kvarter og Herlev sygehus, hvor deres fætter Gilbert er født. ”Når vi har set den planlagte seværdighed, lader vi spontaniteten finde et spisested til os. Ikke noget med at tjekke top-ti på AOK eller finde nærmeste japanske restaurant. Niks. Det er for forudsigeligt. Vi prøver forskellige for os ukendte små steder, som vores fødder finder vej til. Og det er ret sjovt, at lade eventyret råde,” fortæller Sif.
Sif flyttede fra provinsen som 17-årig for at mærke pulsen og vildskaben. Og selvom villavejen i Vanløse synes fredelig, er bevidstheden om byen stadig stor. ”Man kan jo alt her. Man kan gå til fægtning, rullehockey eller aquayoga, hvis det er det, man vil. Begge mine drenge dyrker fodbold og svømning, men bevidstheden om, at byen rummer alle muligheder gør mig glad. Børnenes rammer er vidde, både når det gælder fritidsinteresser og identitet. Der er plads til noget mere i byen, og det er måske nemmere at finde nogen, der ligner en selv,” siger Sif, mens det rumsterer under gulvbrædderne i stuen. Der er nemlig børn i kælderen. Og et øjeblik efter dukker en 8-årig dreng i fodboldtrøje med røde kinder op fra dybet.
Selvom Vanløse er en del af den store by, er det også et lille lokalt samfund. Der er aftensmad med naboer og skolekammerater, og så er der en vigtig ånd omkring fodboldklubben: ”Det er VIF!” slår Sif fast med et lille slag i bordet. ”Laudrup’erne startede her. Og begge drenge tager på fodboldcamp til sommer.”
”Jeg tror klart, børnenes opvækst bliver anderledes end min, som var i provinsen. Der bliver ikke set ned, hvis man er anderledes. Jeg er vild med kombinationen af by og lokalsamfund. At føle sig som en del af noget større og samtidig have en kåbe af provins at svøbe sig i. Det er rart. Drengenes svømmeklub tiltrækker børn fra hele København, og det er med til at vise dem forskellighed. Det synes jeg er vigtigt,” siger Sif.
En gang imellem er det hunden Mille, der sætter dagordenen for udflugterne i weekenden. For selvom engen ligger næsten i baghaven, er det også meget attraktivt at tage i Bernstorffsparken, hvor hunde må gå løse. ”Det er et af favoritstederne i byens udkant. Der er meget idyllisk. På Bernstorff Slot spiser vi brunch, når foråret pibler op, og når vi står og fryser om vinteren, serverer Svenske Villa gløgg og varm kakao. Parken er et skønt sted, som jeg også en sjælden gang bruger som location i mit arbejde,” fortæller Sif, mens Mille åbenlyst kræver frisk luft og derfor smutter ud, så snart Sif åbner havedøren.
Nu har familien sat fokus på at lære byen at kende. Børnene skal præsenteres for Louisiana, Nationalmuseet, Tøjhusmuseet, tårne, pladser og parker. Og så kan man jo i ny og næ smutte forbi Sticks’n’Sushi på toppen af Tivolihotellet på Kalvebod Brygge. ”Der er feststemning - også på en almindelig tirsdag kl. 16.30. Vi gynger i baren, som bobler af liv, mens vi kigger ud over byen. Det er et fedt sted, for både vores børn og os, der elsker sushi,” fortæller Sif, der glæder sig til næste bytur med familien.
Sif Meincke er fotograf og udstiller indtil juni i Urban Outfitters. Har udgivet bøger, bl.a. Stjernestøv, og 2720 - en hyldest til Vanløse. Sif vandt i 2009 Bording Prisen for en serie med folk, der har stomi.
Sif er gift med Ole Birk Olesen, som er journalist og spidskandidat for Liberal Alliance. De har Bjørn på 5 og Frede på 8 og bor i Vanløse.